Spring til indhold
Team & Kultur · ~3 min læsetid

Han har fløjet omkring os i to år – nu lander han fast hos Kompas360

Vi er tilbage fra ferie, og der er kommet godt med liv på kontoret. Faktisk har vi budt velkommen til hele fem nye kolleger, som hver især kommer med stærke kompetencer, nye perspektiver og masser af gåpåmod.

Over de næste fem uger præsenterer vi dem én efter én. Første mand i rækken er Toke Petersen – selvom han på ingen måde er et nyt ansigt hos Kompas360.

Fra tæt samarbejdspartner til fast kollega

Toke er tidligere indehaver af virksomheden Flyvsk her i Thisted, og gennem de seneste to år har vi samarbejdet tæt med ham om en lang række foto- og videoproduktioner. Derfor ved vi også præcis, hvad vi får med Toke på holdet. Han er en hamrende dygtig videoproducent, en teknisk perfektionist og nok en af Danmarks bedste dronepiloter. Han kan både levere de store, filmiske perspektiver fra luften og de nærværende optagelser helt tæt på mennesker, virksomheder og produkter. Men lige så vigtigt er det, at Toke er en person, man kan regne med. Han er punktlig, grundig og forstår værdien af, at en aftale faktisk er en aftale. Når han møder en ny udfordring, er det aldrig med armene over kors. Tværtimod går han til opgaven med et nysgerrigt sind, en imponerende ja-hat og et oprigtigt ønske om at finde den bedste løsning.nDet passer ærlig talt ret godt ind hos os.

Video og content fylder mere og mere

Behovet for stærkt visuelt indhold er vokset markant de seneste år. Virksomheder vil ikke længere nøjes med et par pæne billeder eller en tilfældig video til de sociale medier. De har brug for indhold, der fortæller en historie, skaber genkendelighed og får mennesker til at stoppe op.

Hos Kompas360 fylder contentproduktion, foto og video derfor også mere og mere. Efterspørgslen følger med, og vi oplever et stigende behov for at kunne samle strategi, idéudvikling og produktion under ét tag. Når vi samtidig allerede havde et rigtig godt samarbejde med Toke, gav det ganske enkelt mening at gøre relationen endnu tættere og invitere ham med som en fast del af holdet. Toke kommer fremover til at arbejde med hele paletten inden for video, foto og contentproduktion. Det gælder blandt andet reklamefilm, virksomhedsportrætter, produktvideoer, content til sociale medier og naturligvis droneoptagelser.

En vaskeægte tekniknørd

Kalder man Toke for teknikinteresseret, underdriver man en smule. Han bygger sine egne droner, nørder udstyr og løsninger helt ned i de mindste detaljer og kan flyve gennem en forhindringsbane, som de fleste af os ville have svært ved bare at gå igennem. For Toke handler teknikken dog aldrig kun om grejet. Den skal bruges til at skabe bedre billeder, stærkere fortællinger og produktioner, som rent faktisk gør en forskel for kunden.

Det er netop kombinationen af det kreative blik, den tekniske kunnen og den professionelle tilgang, der gør Toke til en stærk tilføjelse til Kompas360. Vi har kendt ham længe og været glade for samarbejdet fra første dag. Nu glæder vi os til at have ham som en fast del af hverdagen og til at løfte vores visuelle produktion endnu et niveau. Velkommen ombord, Toke. Vi glæder os helt vildt til at se, hvor du flyver os hen. 🧡